Ingen skam i rod…
For mange mennesker er rod forbundet med følelser af skyld og skam. Årsager såsom stress, manglende overskud, tidspres eller endda dovenskab bliver ofte nævnt som mulige forklaringer på, hvorfor rodet vokser. Men hos LL Organisering tror vi på, at mennesker gør det bedste de kan, med den tid og de ressourcer de har.
Rod er derfor ikke nødvendigvis et tegn på manglende vilje eller motivation, men kan lige så vel være udtryk for, at tiden er blevet brugt på andre vigtige ting – såsom tid med familien, gode venner, personlige hobbyer eller bare en tiltrængt pause.
Derfor møder vi altid vores kunder uden fordømmelse og løftede pegefingre. Vi hjælper på en anerkendende måde med respekt for kundens ejendele, valg og personlige ønsker.
Når rodet tager overhånd:
Rod er ikke problematisk i sig selv. De fleste mennesker har rod i deres hjem til tider. Men rod har en frustrerende tendens til, at vokse sig større hvis vi ikke tager os af det. I takt med at rodet vokser, bliver pladsen vi bevæger os rundt og lever på, samtidig mindre og mindre. Rodet kan både påvirke os fysisk, fordi det stjæler pladsen og muligheden for, at vi kan bruge vores hjem som vi ønsker. Men rodet kan også påvirke os mentalt, fordi vores hjerner konstant skal forholde sig til de materielle ting omkring os.
Ved at rydde op og skabe orden kan man dermed frigive en masse plads – både fysisk og mentalt – så man kan få ro, overskud og mulighed for, at bruge tiden på de vigtige ting i livet.
Hvor skal man starte?
Der kan være mange udfordringer forbundet med, at skulle i gang med et oprydningsprojekt – især hvis man står alene med opgaven. Hvad giver mest mening at tage fat på først? Hvad skal gemmes og hvad skal videre? Skal man ud og købe kasser eller andre opbevaringsløsninger, før man går i gang? Og hvor skal man i det hele taget begynde? Spørgsmålene kan hurtigt hobe sig op.
Det kan være svært at se tingene i det store perspektiv, når man står midt i alle sine ejendele. Derudover er mange genstande desuden forbundet med følelser, minder eller har særlig betydning, der kan gøre det endnu sværere at træffe beslutninger. Netop derfor kan det være en stor hjælp, at have en organiseringskonsulent ved sin side.
Vores rolle er, at skabe overblik, struktur og retning for kunden i oprydningsprocessen. Sammen finder vi frem til de systemer og løsninger, der passer til kundens hjem, hverdag og ønsker. Vi tager det hele trin for trin og sørger for, at forløbet er overskueligt og giver mening hele vejen igennem.
